Undertegnede ved skrivebordet engang i begyndelsen af dette århundrede.
"Ich", am Beginn dieses Jahrhunderts.
"Me" in the beginning of this century.
Her kommer tekst og foto: Ved skrivebordet og i klasselokalet.
Det her er begyndelsen på min "Riedlogie"! Et livs rejse gennem 3 lande.
1. del: Tiden i Tjekkiet (1937-1946).
Det var det Herrens År 1937, at jeg blev født, nemlig den 8. marts. 8 dage efter blev jeg døbt i Kirken i Kirchenbirk (hos katolikkerne bliver spædbørn døbt ret hurtig, så de ikke går tabt for vor herre, hvis noget skulle gå galt). I det første år af mit liv havde jeg det ikke så godt. Jeg blev tyndere og tyndere. Sundhedsplejersken kom med gode råd. Intet hjalp. Så tog Mormor affære: Den dreng skal have noget havresim osv. Det hjalp, jeg tog på og alt var i den skønneste orden (fik jeg fortalt).
Stedet, hvor vi boede, hed Hau 53, Ruditzgruen (Rudolec eller Rudolce) ved Falkenau (Sokolov eller Falknov). Det var et sted ude på landet, hvor der ikke var ret mange huse: 2 kroer (begge indehavere hed forresten også Riedl): jeg blev nogle gange sendt efter øl (af den mørke slags); der var 2 gårde (den forreste Heiler og den bagerste også Heiler). På den sidste gård var jeg rigtig meget: Jeg oplevede, at der blev tærsket med plejl, hvordan en høne fik hugget hovedet af, men alligevel kunne flyve afsted. Der var også en betonvarefabrik, hvor jeg tilbragte en del tid. Så var der et par huse, som jeg ikke rigtig kan huske noget om, jo et hus kan jeg huske igen: en slags "uldspinderi" (fattighus).
Jeg kan også huske, at jeg blev sendt efter mælk i landsbyen Ruditzgruen, et par kilometer væk. Det var den samme kande jeg hentede mælk i, som jeg også hentede øl i (af den mørke slags, den lyse kendte vi ikke). se iøvrigt ovenfor.
Når jeg hentede mælk var mit største problem en flok gæs, som jeg slet ikke var venner med. Jeg var jo ikke så gammel, 7 til 8 år. En af mine legekamerater (et par år ældre end jeg) gjorde kort proces, han fik fat i gassens hals, slyngede den et par gange rundt og smed den væk. Det var jeg meget imponeret over.
Jeg havde også en skildpadde, som var ikke til at styre: om morgenen var den nogle gange stukket af, men jeg kunne følge sporet, som den havde efterladt i det duggede gras. På et eller andet tidspunkt blev der boret et hul i dens skjold, så var det slut med udflugterne. Vi havde også en tam krage med studsede vinger. Den samlede mange forskellige blanke ting og gemte dem mange forskellige steder, bl.a. i henkogningsglas med cellofan over (det var ikke så godt). Senere skulle den aflives, da min mor var bange for, at den kunne hakke øjnene ud på min lillesøster. Den havde jo også lavet mange andre ulykker.
Jeg har også en søster, Gerda Maria, som er 2 1/2 år yngre, hun bor i El Paso i Texas (USA). Hun kan ikke huske så meget om tiden i CSSR. En hændelse kan hun dog huske bedre end jeg. Vi havde en sø bag i haven og når der var vinter (og det var der dengang, rigtig vinter) skøjtede vi rundt på isen. En skønne dag gik min lillesøster gennem isen og hun mener at jeg reddede hendes liv dengang. Men jeg tror nu, at jeg ikke havde den største andel. Der var en ældre dreng, som sikkert gjorde mest, for at få hende op af vandet. Lad hende være i troen.
Jeg tror faktisk, at jeg har nævnt det før, men hellere to gange, end slet ikke.
Min far, Ferdinand Riedl, var tandlæge og min mor Gertrud Riedl, født Neudert, var tandtekniker. De har været ansat hos min onkel Otto Riedl (hvis fornavn jeg fik som mellemnavn,fordi han var min gudfar), hvor de lærte hinanden at kende. I 1934 blev de gift og min far aftjente sin værnepligt i den tjekkiske hær (i Meriditz) og bagefter byggede de et hus på o.n. adresse. Det var et bindingsværkshus med alle datidens finesser, bl.a. centralvarme, hor der blev fyret med brunkulsnødder fra badeværelset, men det var renligt. Vi havde eget vandværk i kælderen, hvor andre havde en pumpe udenfor. Arkitekten var en af min fars fine jagtvenner. Min far indrettede sin klinik i huset (ovenpå) for at blive selvstændig. Inden det kom så vidt blev området besat af Hitler og det endte med, at min far blev indkaldt til værnemagten (den tyske ikke den tjekkiske) i 1939. Heldigvis nåede min far ikke at blive selvstændig, i hvertfald ikke officielt. Det betød nemlig, at hans pensionsordning, han havde hos sin bror, ikke blev sagt op. Det nød vi godt af senere, den var nemlig tegnet i Nuernberg (Vesttyskland) og trådte i kraft, da min far ikke vendte hjem efter krigen.
Men inden min far blev indkaldt igen, havde han anskaffet sig en motorcykel, en rød Java. Min mor havde også kørekort til den og brugte den også en del (der var jo et stykke vej til byen). Senere blev den opstaldet ovenfor trappen, da der ikke kunne fåes benzin mere.
Her må jeg lige tilføje, at min far var ivrig jæger. Han var venstrehånded og havde et specielt gevær. Huset var fyldt op med jagttrofær, rovfugle og en urhane /tjur (kan jeg huske). Ind imellem kom jagtselskabet også til os, så skulle min mor diske op med alskens lækkerier. Det var nemlig fine jagtvenner, min far havde, bl.a. en Baron Wolfi v. Nostitz (denne families sorte får), som havde et slot eller gods ikke så langt fra os (i Schaben, så vidt jeg husker).
Min far havde også brevduer, som jeg ikke kan huske så meget om.
Biavler var han også. Bistaderne var anbragt i et såkaldt "Bihus", som jeg har et billede af endnu. Da han ikke var hjemme, skulle min mor passe bierne og det kan jeg huske en del om. Hun fangede bisværme, som blev sat ned i kælderen til afkøling, med en glasplade over, så man evt. se dronningen og fange den. Så fløj bierne tilbage til det stade, de kom fra. Om efteråret skulle de indvintres med sukkervand. Når man havde bier, fik man tildelt sukker (i sække), ellers ikke.
Nogle gange kommer jeg pludselig i tanker om noget, så bliver jeg nødt til at indføje det et eller andet sted!
I værnemagten gjordte min far tjeneste i Westfalen i Tyskland, i Frankrig og blev til sidst sendt til fronten i Russland. I juni 1944 fik han orlov, men man måtte selv sørge for at komme ud af området, som netop var blevet omringet af russerne. På en feltflyveplads spurgte han, om han måtte komme med et fly, som fløj sårede ud.
En pilot sagde, hvis han kunne betjene maskingeværet i flyets hale, kunne han komme med. Min far mente, han kunne. Så ud kom han. Det var i juni 1944. Jeg var syv år dengang og kan huske, at han var hjemme på orlov, som om det var igår. Da han skulle tilbage til fronten, gemte jeg hans feltspade i bageovnen (som om jeg vidste, hvor det bar henad). Der var stor opstandelse, men spaden blev fundet, med min hjælp eller uden, kan jeg ikke huske. Nogle foreslog, at han skulle skyde sig i foden for ikke at komme tilbage til fronten. Men det var hans ære for nær. Tilbage til fronten, det kom han. Det sørgede man for.
Kort efter blev de rendt over ende af russerne og min far blev meldt savnet.
I lang tid blev han efterlyst gennem Røde Kors, med forskellige meldinger om, at en tandlæge Ferdinand Riedl var blevet set i en fangelejr i Polen og senere i Sibirien. Læger og tandlæger blev ellers holdt tilbage til det sidste. Han kom ikke hjem igen, han må være faldet i krigen. Så i 1962 blev han ved rettens mellemkomst erklæret for død. Vi måtte jo komme videre.
I krigsårene var det ikke let for os at klare dagen og vejen. At det trods alt gik, skyldtes nok min far. Han var hobbybiavler (det er sikkert derfor, jeg er også blevet biavler på mine ældre dage). Desuden gik han op i brevduer, var en ivrig jæger, anlagde et kæmpedrivhus, et stort regnvandsbassin, dyrkede jordbær og hindbær. En del af området var tilplantet med frugttræer (tværgtræer). Vi havde også et større området, hvor der blev dyrket tobak (Virginia). Han havde brevduer, som jeg ikke kan huske noget om. Vi havde også kaniner, som jeg passede. Hvad han ellers havde på beddingen, har jeg ikke styre på. Jeg tror, han ville også anskaffe sig en ko på et eller andet tidspunkt.
Alt dette måtte min mor sørge for at få passet. Jeg kan huske, at hun fangede bisværme, var med til at slynge honning, forarbejde tobaksblade til tobak. Det, vi høstede, var med til, at vi overlevede; især tobakken var et yndet bytteobjekt.
Året før krigsaflutningen var jeg kommet i skole (en rigtig landsbyskole, nok mere en skolestue på en gård, som sogrådsformanden ejede). Senere blev vi flyttet til Teussau (Tissova), en rigtig skole, men os, der kom fra bondeskolen blev mobbet noget så grusomt af de etablerede. Vi skulle stille os hen i hjørnet i klasseværelset. Det var ikke sjovt. Men pga. kaoset omkring krigens afslutning var der ingen skolegang i lang tid (heldigvis, syntes jeg). Det var dog ikke noget problem at få tiden til at gå. Der lå krigsmateriel omkring i håbevis (at jeg har overlevet det, er mig en gåde idag). Jeg strejfede meget omkring og husker, at jeg en dag fandt en pakke gemt i en roemark, det var en pistol, pakket ind i grøn vokspapir. Helt oppe på loftet (hvor vi tørrede tobaksblade) fandt jeg også en pistol, som var gemt under gulvbrædderne. Min bedstefar skulle naturligvis afprøve den. Skuddene lokkede politiet til og så var man bange for, at jeg ville røbe noget, men jeg må nok have holdt tæt.
Jeg har set fly angribe et tog på vej ud ud af banegården, så fly drive jagt på landmænd med deres heste ude på marken, så fly smide bomber på den nærliggende by.
Jeg så også en fangetransport på landevejen (til fods), hvor krigsfanger faldt om og blev banket med geværkolben. Alt dette glemmer jeg aldrig. Når jeg lukker mine øjne, kan jeg se det hele for mig. I nærheden af vores hus lå en krigsfangelejr. Det var amerikanske eller engelske krigsfanger. Vi hentede kartofler til dem i vores kælder og fik chokolade for det. Det var yderst strafbart. Der ville være mere at fortælle, men så blev jeg aldrig færdig.
Men alligel: Noget om ferierne hos bedsteforældrene, det er da værd at tage med: Jeg kan huske, at jeg var på sommerferie hos Farmor og Farfar i Tirschnitz i nærheden af Eger (Cheb). Deres hus lå ude på landet i nærheden af "Tannenmuehle" (granmøllen), som ejedes af Riedlfamilien. Der var også tilknyttet et større landbrug. Tilbage til bedsteforældrenes hus: Jeg kan huske, at det lå i nærheden af en grusgrav, hvor der gik deres tværghøns. Ellers kan jeg ikke huske så meget om huset og opholdet.
Jeg har også været på sommerferie hos Mormor og Morfar i Koenigswerth i nærheden af Falkenau (Sokolov). De havde en købmandsforretning, som de drev sammen med min onkel Josef Neudert. Det er også kun sporadisk, at jeg husker noget: De havde en ged, som jeg forsøgte at malke ved de vedhæng under halsen, klogere var jeg ikke. Når jeg skulle sove om natten, blev der sat stole op ved siden af sengen, så jeg ikke kunne falde ud. Værelset var ovenpå og udenfor vinduet opad gavlen var et sort pæretræ og også en del andre frugttræer i haven. Lige ved siden af haven og huset løb en stor å (der Bach, som den hed). Der var altid problemer om foråret, når sneen smeltede: oversvømmelser, både i haven og i kælderen, selvom der var en automatisk lukkemekanisme, som skulle forhindre, at vandet løb ind i kælderen (den virkede tilsyneladende ikke altid).
(Jeg har været der med min mor i 1968 -lige før Dubjek blev afsat af russerne-, huset var der endnu, men det var ikke tilfældet med vores hus i Hau, det var blevet revet ned, fordi der skulle graves efter brunkul, som dog ikke blev til noget, pga den sore forurening, brunkul forårsagede.) Min fars fødehjem i Tirschnitz var der endnu, der var bare blevet sat en etage ovenpå.
Den 8.5.1945 om aftenen kom amerikanerne (vi har aldrig set en russer i vores område). Vi blev sendt i kælderen (uden min søster, hun var hos naboen, kroen), men måtte komme hurtig op igen, da der ikke blev skudt mere, men i mørket kunne man se flammerne fra kampvognenes udstødning (jeg husker det meget tydelig). Amerikanerne afbrød fremrykningen, da de mødte lidt modstand lid udenfor byen. Derfor kørte de til Ruditzgruen, hvor de overnattede.
Dagen efter skulle vi selvfølgelig derhen, hvor de blev standset. Der lå kun en sønderskudt militærbil i grøften, det var alt, men det var nok til at få dem til at vende om i første omgang.
Vores hus blev overtaget af amerikanske soldater. De boede i stuetagen, vi blev sendt på 1. sal. Det var selvfølgelig spændende med de her soldater, især for mig. Vi fik da chokolade og havde også andre fordele. Men soldaterne skulle sidenhen forlade området, da Tjekkiet (rettere Tjekkoslovakiet, CSSR) blev indlemmet i østblokken. Russere har vi aldrig set i vores område.
Efter at amerikanerne havde forladt huset og CSSR, flyttede en etnisk tjekker ind i huset (vi måtte blive boende ovenpå).
Ifølge en aftale sejrsmagterne imellem skulle vi, det østrigske mindretal forlade Tjekkiet og udvises til andre tysktalende lande, nemlig Vesttyskland, Østtyskland og Østrig. (Tjekkiet, tidl. CSSR , var beboet af flere folkeslag: 10 mill. Tjekker, 5 mill. Slovaker, 1/4 mill. Polakker, 1/4 mill. russer og os: 3,5 mill. Østriger -et levn fra kejserriget Østrig-Ungarn, der kollapsede i 1918. Området, hvor vi boede, blev kaldt Egerland, længere østpå hed det Sudeterland. CSSR hed dengang Bøhmen og Mæhren eller Bohemia og Moravia). Området, vi boede i, hørte ind under Bøhmen.
Vi, min mor, min søster og jeg, sammen med min mormor og morfar skulle udvises til Vesttyskland. Min mors søster Mary og hendes bror Josef og deres familier blev udvist til Østtyskland, min fars bror og familie også til Vesttyskland, min fars søster Emma Høne kom til Østrig (Wien).
En dag i juni 1946 var det så vidt: Vi måtte forlade huset med 20 kg håndbaggage pr. person (det man må have med på en charterrejse!!!). Vi prøvede at tage nogle flere ting med, men der var ingen pardon. Vi blev indkvarteret i en gymnastiksal i Falkenau (Sokolov). Udenfor kunne man høre mursejlernes skrig (en slags svaler): Det har sat sig i min hukommelse. Efter en uge der blev vi anbragt i godsvogne med halm på gulvet (ligesom kz-fangerne), der var parkeret på jernbaneterrænget.
Vi måtte fx ikke tage bankbøger med, dem smugglede min kusine Trudi på 16 år forbi vagterne, som hun kokketerede lidt med. Bøgerne var skjult i en gryde med kartoffelsalat, de var røde og farven var smittet af på kartoffelsalaten (jeg husker det meget tydelig). Så gik det afsted mod vest. Ved grænsen til Vesttyskland blev vi afluset med et forfærdeligt hvidt pulver.
Som sagt, måtte vi forlade hus og hjem med de der 20 kg per næse. Huset har vi aldrig fået nogen godtgørelse for. Det er problem den dag idag. Vaclav Klaus, den tjekkiske præsident ville fx ikke skrive under på Lissabon traktaten pga det. Han er bange for, at CSR skal betale store erstatninger.
2. del, tiden i Vesttyskland (1946-1956/1962).
Vi kom til Ingolstadt (Audi-Fabrikkernes hjemsted) og blev igen anbragt i en gymnastiksal (der var ingen mursejler dennegang). Efter en uge kom vi på landet til en lille by ved navn Rettenbach. Vi blev indkvarteret på kroens festsal, hvor der var stillet en del etagesenge op.
Det var en slem tid: min søster og jeg tiggede os til tørt brød hos kromandens søster Nanne og kordegnen. Efter et stykke tid fik vi fem mennesker tildelt et rum på en gård, som vi måtte dele med hestenes seletøj. Man må forestille sig, disse mennesker var katolikker som os og talte samme sprog: Det tåler ingen sammenligning med flygtninges forhold her i landet nutildags.
Vi så ingen fremtid i at være på dette sted.
Men heldigvis var der min mormors søster, Marie Salzer med familie. De var kommet længere nordpå, til Haasgang ved Ruegland i Mittelfranken (også Bayern).
Hun skaffede os et værelse i Ruegland (ca. 700 indbygger, lidt i stil med Glejbjerg, hvor jeg bor nu). Rueglands hjemmeside:
www.ruegland.de . Det var i slottets gæstehus på 2. sal og var lidt bedre end selekammeret på gården i Rettenbach. Der var godt nok huller i loftet og i rummene ved siden af var nogle af væggene taget. Det blev udbedret og ordnet senere. Badeværelse var der ikke noget af. Der var et toilet mellem stuen og 1. sal. Det var som man kan huske det fra gamle dage.
Jeg indrettede et loftsrum til mig selv, ved at slå bølgepap på tagsiderne og loftet. Det var ingen særlig god isolering: Varmt om sommeren og hundekoldt om vinteren.
Min søster og jeg var i vokse-alderen, men jeg kan ikke huske, om vi nogensinde fik nyt tøj. Min mor var god til at sy, så tingene blev mange gange omforandret. Jeg fik fx et par lange bukser, som blev syet af et tæppe.
Maden var ikke noget særligt. Jeg mener, jeg kan huske, at vi fik suppe næsten hver dag. Kun om søndagen fik vi steg med kartoffelkløse. (Fra Tjekkiet kan jeg huske, at vi fik sago suppe/vælling. Det var den forfærdeligste spise, der fandtes. Den havde metalsmag.). Som sagt, var maden ikke noget sæligt, derfor blev jeg også som 11årig sendt på rekreation på et hjem, hvor vi skulle fedes op. Der havde man også kaniner, som jeg blev udvalgt til at passe. Stedet hed Colmberg, vest for Ansbach. I Colmberg var der også en borg (det havde man mange steder, borg eller slot, også i Ruegland). Jeg kan huske, at en legekamerat fra Ruegland, Ulrich (en rigtig vildbasse) susede altid gennemgangene. En skønne dagkom han tilskade, fik slået et sort hul i panden, det blødte voldsomt. Om det hjalp på hans temperament, kan jeg ikke huske.
Jeg gik så igen i skole (den lå ved siden af, hvor vi boede). Der var en 1. til 3. klasse (min søster Gerda gik der, hendes lærer hed hr. Bickel, før ham var der frøken Schuh)) og en 4. til 7. klasse, som jeg gik i (min lærer hed hr. Heise). Efter 6. klasse kom jeg på gymnasiet (Oberrealschule fuer Jungen, idag Platen Gymnasium) i Ansbach (14 km væk). Det var en spændende tid på skolen: Jeg lærte meget, selvom det med lektier var ikke min kop the. Mine bedste fag var religionshistorie, gymnastik, musikteori og billedkunst. Yndligsfag: Historie, biologi og geografi. Det værste fag: Latin (men idag synes jeg, at jeg alligevel fik meget ud af dette fag). Der kunne fortælles meget om min skoletid, men det ville føre for vidt. Måske lige det: Vi (Gerda kom også på gymnasium, et pigegymnasium (lyzeum)) skulle med postbussen i skole, men for det meste cyklede jeg, jeg havde nemlig fået en cykel og lærte mig selv at cykle: med mange slemme knubs som resultat. Her må jeg lige tilføje, at jeg lærte mig selv at svømme (ved hjælp af et brædt, som jeg lå på, senere fik jeg et korkbælte, hvor jeg en efter en tog et korkstykke fra og til til sidst kunne jeg svømme uden bælte. Søen, jeg lærte at svømme i, hed Sonnensee. Den lå fem km fra Ruegland.
Vejret var altid dejligt, både forår, sommer og efterår, men vintrene var meget strenge og lange (fastlandsklima), både i Tjekkiet og i Bayern. Ind imellem var der tordenvej (rigtig tordenvejr!!) med lynnedslag, endda i huset, men heldigvis havde vi en lynafleder, ellers var det gået galt. Jeg har også hørt om kuglelyn, men aldrig oplevet et. Det med vejret gælder også for Tjekkiet.
Mens jeg gik på gymnasiet, skulle vi også i danseskole hos Martin Broenner, i Onoldia Saal i Ansbach. Det var lidt problematisk: Efter danseskolen om aften gik der ingen bus at komme hjem med. Jeg fik så lov til at overnatte hos en klassekammerat, Rudolf Haertl. Min dansepartner hed Gisela Pilger fra min klasse (Vi havde fået 3 piger i klassen, selvom det var en drengeskole). Året efter (1955) holdt Martin Broenner også danseskolekursus i Ruegland, jeg blev bedt om at være med igen (gratis), dansepartner denne gang: Martha Reif fra Ruegland.
I skoleferierne arbejdede jeg hos et vej- og kloakeringsfirma (Strabau). Jeg kan huske timelønnen fra dengang: 1,65 DM/h. Der var ikke ret mange maskiner. Det meste skete med skovl og hakke.
Jeg hjalp sommetider også med at køre hø ind. Det var hos genboen: Det var et landbrug, et bryggeri og en kro. Efter sådan en omgang høkørsel var det dejligt med et krus af deres øl. Udover denne kro var der yderliger to. Der var også to bagere, en overgang fire købmænd, en bank og en sparekasse, en slagter og to snedkere, en cykelsmed, en rigtig grovsmed, blikkenslager, tankstation og senere to bilværksteder/forhandlere (Fiat og Mazda).
I hver ende af byen var der en Møller (en ved Ruppersbach og den anden ende ved Metlach). Det var vandmøller. Udover slottet, jeg har nævnt før, var der også en borgruin: Vestenberg. Der fandtes meget i Ruegland: Men jeg ved slet ikke, hvordan det ser ud der idag. Hvis vi får tid til det iår (eller senere), vil Gunhild og jeg, evt. sammen med Gurli og Peter Christian tage på en tur derned.
Man kan få et indtryk fra Ruegland idag, hvis man går ind på
www.ruegland.de .
I nogle ferier tog Rolf Spengler, en skolekammerat, som boede på slottet, og jeg på cykeltur. Som 15årige cyklede vi Sydvesttyskland tyndt. Vi var bl.a. ved Bodensøen (i det tysk/østrigske/svejtsiske område ved Lindau, i det tyske Konstanz på svejtsisk område (en enklave), på øen Mainau i Bodensøen (der vokser appelsintræer med appelsiner på, som modner). Rhinfaldet ved Schaffhausen, hvor Rhinen styrter 10-15 m ned, tænk sig engang. Det er ikke Niagarafalls. På vej hjem besøgte vi Obersdorf (skihopområde), eventyrslottet Neuschwanstein, slottet Hohenschwangau ved siden af, jagtslottet Linderhof, kloster Ettal, Oberammergau, hvor der i påsken opføres festspil om Jesus, og meget mere. Vo overnattede for det mest på vandrehjem, somme tider
også i lader. En gang blev vi smidt ud, da vi ville lave mad i en lade med hø.
I sommerferien året efter tog Rolf og jeg på en 3ugers cykeltur til Nordtyskland.
Vi startede nordpå ad Mainfloden til Wuerzburg, hvor vi så Marienburg. Så gik det videre over Fulda (vi besøgte domkirken) til Kassel (der besøgte vi Wilhelmshoehe, Kaiser Wilhelmsmindesmærke på bakkerne over Kassel). Vi sov på forskellige vandrerhjem undervejs, indimellem også i telt, alt efter vejret). Det gik så videre nordpå over Goettingen, Lueneburg til Luebeck, hvor jeg for første gang i mit liv så havet. Så gik det videre over Kiel, Egernførde til Slesvig. Det var meningen at cykle til Flensborg og videre til Danmark, men vi måtte også kunne nå hjem i tide. Så vi fortsatte vestpå til Husum (vi så vesterhavet), så videre til Hamborg (vi boede på Stintfang vandrehjem, hvor vi mødte et par danske piger: Jytte fra Øster Hurup var en af dem). I Hamborg så vi bl.a. Bismarks mindesmærke. Vi cyklede videre over Meschede (hvortil Rolf havde fået sendt penge til hjemmefra) til Bonn (så Forbunddagsbygningen), op ad Rhinen til Koblenz og besøgte fæstnigen Ehrenbreitstein. Vi kom også til Ruedesheim og Ruesselsheim, hvor vi besøgte Opelfabrikkerne. På det tidspunkt lavede de Opel Olympia. Der ville være meget mere at fortælle, men så bliver jeg ikke færdig foreløbig. Vi nåede ihvertfald hjem i godt behold.
Vi boede jo stædigvæk i slottets gæstehus, hvor jeg på loftet ved siden af havde indrettet et rum til mig selv. Min mor boede på stedet indtil sin død i 2001.
Der kunne også siges meget om tiden i Ruegland, men igen: det ville føre for vidt.
Måske lige en ting: Også i Ruegland, ligesom i Rettenbach, følte vi os ikke særlig velkommen. Så jeg ved, hvad det vil sige at være tilflytter. Her havde folk ovenikøbet en anden tro: De var protestanter og de to kirkelige retninger kunne slet ikke tåle hinanden, dengang. Idag er det helt anderledes: De kan bruge hinandens kirker, holde gudstjenester sammen etc.
Vi, der var katolikker, brugte slotskapellet til gudtjeneste. Præsten hed Pfarrer Czech, som sidenhen blev efterfulgt af Kaplan Hanus, der som 16årig blev indkaldt til luftforsvaret. De skulle betjene luftværnskanoner: Flak 88. Det blev han døv af.
Vi skulle i kirke hvereneste søndag. Før Påske var der ekstra andagter: En for hver station på Jesus lidelsesvej (Kreuzweg) til korsfæstelsen. Så var der også Majandagterne, som var helliget Jomfru Maria. Så jeg har tilbragt en del tid i kirken, men jeg har aldrig været "Ministrant".
I Ruegland havde jeg også kaniner (den lille mands grise). jeg var god til at passe dem, men slagte dem, nej! Det måtte bedstefar gøre. Jeg spiste dem heller ikke. Man spiser da ikke sine kæledyr. Jeg bryder mig ikke om kaninkød den dag idag.
Men jeg har da spist harekød hjemme i CSSR. Min far var jo jæger og der blev også skudt en hare indimellem. Jeg kan tydeligt huske, at man nogle gange bed på hagl, som var indpakket i pels (det sker, når pelsen er våd).
Her vil jeg lige indskyde noget: I Tjekkiet var jeg så heldig, at jeg ikke blev indkaldt til "Hitlerjugend". Når man blev 10 år (jeg var 8) skulle man til "Hitlerjugend": Fra 10 - 13 år hed de Pimpfe, 14 - 18 år Hitlerjugend. Pigerne skulle indkaldes, når de blev 14 år til BDM (Bund deutscher Maedchen).
Tiden i søværnet (1956 til 1962).
I 1956 blev jeg (efter session i Køln) soldat og kom til søværnet: Den 31.10.1956 skulle jeg stille i kasernen i Meierwik ved Lyksborg i nærheden af Flensborg. Det var sent om aftenen og selv om jeg først skulle melde mig til tjeneste næste dag, den 1.11. om morgenen, blev vi med det samme sat igang med at samle cigaretskod, tændstikker etc. på pladsen foran kasernebygningen. Så kunne man regne ud, hvordan hele forløbet ville udarte sig.
Efter appellen næste morgen fik vi vores uniformer. Kun paradeuniformen var matrostøj, resten var kampuniform, gevær m.m., ligesom en infanterist. Det var nemlig meningen, at vi i de næste fem måneder skulle uddannes som infanterister. Ved siden af havde vi også sømmandsfag og kutterroning. Så vi var hårdt spændt for. Det med også at blive uddannet som infanterist skyldes dårlige erfaringer fra 2. verdenskrig: Besætninger fra forliste skibe (hvis de overlevede) blev sendt til fronten, for det meste Russland. Der fortælles om en enhed på 800 mand, der blev sendt i kamp. Efter det første angreb var der en mand og chefen tilbage. Dette skulle ikke ske mere, derfor blev vi uddannet som infanterister.
Vi fik en meget grundig dobbeluddannelse, så vi kunne begå os både til vands og til lands. Tonen og behandlingen var meget hård. Holdet før os havde man taget på med fløjelshandsker og det gik helt galt. Derfor skulle vi behandles helt anderledes.
Jeg kender området ved Flensborg Fjord meget godt, fra frøperspektiv. Men de fem måneder gik alligevel hurtigt.
Næste kommando var signalskolen i Flenborg-Myrvig. Her skulle vi uddannes i morsning, ikke radiotelegrafi, men lyssignaler, og i semafor, dvs. at kommunikere med flag, flag- og signalkundskab, betjene UHF-apparater etc. Ekercits var også på programmet. Det varede 4 måneder.
Næste kommando var på en minestryger-eskadre som signalgast. De 12 både lå i havnen lige nedenfor signalskolen. De havde navne efter stjernebilleder. Min båd hed Pollux. Eskadren var under Natos kommando og vi blev sendt ud for at stryge miner fra 2. verdenskrig, en ikke ufarlig opgave.
Vi strøg miner i farvandet mellem Endelave og Æbelø. I 14 dage havde vi ikke fast grund under fødderne. Det var meget langvarig: Hvert afsnit skulle oversejles 13 gange, fordi Englænderne havde under 2. verdenskrig udlagt miner med op til 13 kontakter. I Nordsøen/Vesterhavet var kun udlagt miner med op til 7 kontakter.
I Fakse Bugt mellem Køge og Trelleborg strøg vi også miner i 14 dage. Så var der også en del Nato-manøvre bl.a. med skydeøvelser til søs, både om dagen og om natten. Det er derfra min tinnitus og høreproblemerne stammer, der var nemlig et kanontårn foran broen og høreværn var noget, man endnu ikke havde hørt om (tror jeg).
Næste kommando var 4 måneder på navigationsskolen i Bremerhaven. Vi lærte både terrestrisk og astronomisk navigation med sekstant. Søkortsystemet, farvandsregler, Decca- og Loran-navigation, radarnavigation etc. indgik i undervisningen. Jeg fik også tid til at tage kørekort i Bremerhaven (på en Mercedes 180).
Efter de fire måneder i Bremerhaven var jeg et halvt år i Kiel-Wik på MAKDO-Ost (svarer til SOK, Søværnets Operative Kommando). Det var et kontorjob, lidet spændende (jeg skulle bl.a. tegne torpedoer). Efter det halve år i Kiel kom jeg på sergeantskolen i Egernførde.
I de fire måneder på skolen blev vi videreuddannet som infanterister og i sømandskab med alt hvad der hører til. Det var hårdt, både fysisk og psykisk. Et par stykker kunne ikke klare presset og begik selvmord.
Næste kommando var igen til søs. Jeg kom til kystbevogtningseskadre, som lå i Neustadt i Holsten i nærheden af Lybæk. Eskadren bestod af 12 både. Det var ombyggede fiskekuttere, som havde fået en maskinkanon på et tårn på fordækket og desuden var blevet udstyret med minestrygningsudstyr (ikke så avanceret som det udstyr på de rigtige minestryger). Vores både havde kun en almindelig skibskrue, som kunne give bådene en fart på 7 knob (normal hastighed for en cykel). På minestrygerne derimod havde man de såkaldte Voigt-Schneider skruer, hvormed man kunne møvrere meget bedre med (sejle sidelæns, traversere, sejle baglæns, sejle i ring og fremad selvfølgelig). Hastigheden var så også tre gange så høj.
Tilbage til "fiskekutterne". Vi brugte udstyret nogle gange og fik også strøget nogle ankertovminer. Når de var blevet skåret af deres forankringstov, flød de på vandet og skulle detoneres ved at skyde efter piggene. De var ikke let at ramme, der var søgang. Der skulle forresten skydes med en K98, som bådene var udstyret med.
Videre: Jeg kom om bord på KW 2 (ikke så fantasifuldt et navn som "Pollux"). Jeg var navigationsmat og havde en navigationsgast ved navn Kerber under mig. Min arbejdsplads var kommandobroen og når vi sejlede var der ingen pauser, navigationen skulle passes hele tiden. De andre faggrupper havde deres frivagter. Det var et lille område, jeg skulle bestyre. Derfor var jeg også ansvalig for maden om bord (Vi var ialt 25 mand: kaptajnen Oberbootsmann Helmut Briks), næstkommanderende (1WO), 4 befalingsmænd (maskinrum, dæk, radiotelegrafi, navigation). Min opgave var i samråd med kokken at lave spiseplanen for en uge ad gangen, købe forsyninger ind og afløse kokken, hvis han blev syg (det blev han engang, det var forfærdeligt (for mig)). Desuden var jeg også ansvarlig for drikkevarerne, øl for det meste. Jeg selv var en af mine bedste kunder. Spiritus og tobaksvarer (toldfrit) var kaptajnens domæne.
Vores eskadre hørte ikke ind under Nato. Vores hovedopgave var, udover deltagelse i nogle manøvre, at holde øje med farvandet mellem Puttgarden (Fehmern) og Rødby (Lolland). Det var en meget traffikeret skibsrute. Især skulle vi holde kontrol med krigsskibe fra Østblokken. Der skulle føres protokol og min opgave var også at fotografere krigsskibene og identificere dem. Når krigsskibene passerede, kippede man med flaget og gjordte honnør. Jeg var fritaget, jeg skulle fotografere. Når der kom østtyske krigsskibe, så ignorerede vi hinanden, men fotograferet blev de. Det foregik i al slags vejr, dog kun et døgn ad gangen. Dagen før lå vi i beredsbab i havnen i Orth på Fehmern. Sejltiden fra Neustadt til Fehmern varede en hel dag, hjemad ligeledes. Vi sejlede jo med cykelhastighed. Jeg skulle også lære det cyryliske (russiske) alfabet.
Vi levede om bord med alt hvad der hører til (spise, sove, arbejde, fritid). Når vi lå havn, kunne vi tage brusebad i land.
Denne kommando varede i tre år, kun afbrudt af nogle ugers skolegang i Hamborg og senere i Wilhelmshaven.
Da jeg var på Bundeswehrfachschule i Hamborg, tog jeg på et danskkursus på Berlitz-School. Jeg kunne lidt dansk, men det var nok til, at læreren kunne konstatere, hvor jeg havde lært det. Han sagde, at det var mellem Nr. Bjert og Sdr.Bjert, dvs. Kolding. Hans kone var vist derfra. Hov, har jeg ikke fortalt om det før. Åh, pyt med det. Hellere to gange end slet ikke.
Jeg havde søgt om at komme til flyvevåbnet i søværnet (man havde helikoptere i Holtenau ved Kiel og jetfly (Seahawk) i Jagel ved Slesvig. På trods af det blå stempel ved den lægelige undersøgelse i Hannover sprang jeg fra, fordi jeg skulle gøre tjeneste i tre år mere udover de seks år jeg havde skrevet under på.
Eskadrekommandøren foreslog mig så til søofficersskolen i Hamborg, men det krævede igen en forlængelse af min tjenestetid, så jeg takkede nej.
Der var en grund til det, jeg var nemlig i mellemtiden blevet gift med Inge Laursen fra Kolding, som jeg havde lært at kende ved et flådebesøg i Fredericia, hvor hun var på apoteket. Året efter blev vi forlovet og sidenhen gift.
Det lyder så let, men det var det ikke. Man skulle søge om tilladelse op gennem rækkerne helt op til forsvarsministeriet (det var jo en udlænding, jeg skulle giftes med). Det hjalp jo, at begge lande var med i NATO.
Vi boede en overgang på et værelse i Neustadt/Holst. Det var ikke godt, jeg havde mindre fri end før, når jeg skulle på weekendbesøg i Kolding (man tog nemlig hensyn til en, hvis ens kone/familie boede langt væk.
Jeg var blevet "mobil", jeg havde i 1959 købt mig en BMW Isetta 300 (Ki-U 891).
Med den kørte jeg i de weekender, jeg havde fri, fra Neustadt til Kolding (4 timer hver vej) i al slags vejr. Det var langt at køre (ingen motorvej dengang).
Derfor søgte jeg om forflyttelse til Flensborg (tættere kunne jeg ikke komme til Kolding). Den 1. juli 1962 (det sidste halve år af min tjenestetid) kom jeg til Flensborg-Myrvig, hvor jeg havde været før. Jeg skulle gøre tjeneste på en MTB (motortorpedobåd), UW 9, som var skoleskib for torpedoskolen samme sted.
Jeg kom fra en yderlighed til den anden. Før: langsommere kunne det ikke gå (7 knob). Nu: hurtigere kunne det næsten ikke gå (over 30 knob). Også på andre områder var det en omvæltning: Der var kun køjer til halvdelen af besætningen på 30 mand. 2 mand måtte deles om en køje, en af de to var på vagt, så det kunne godt lade sig gøre.
Men vi havde et opholdsrum med seng og skab, når vi lå i havnen.
Også her (som KW2) var jeg som navigationsmat en slags "trediekommanderende", ikke officielt naturligvis. Men kaptajnen mente (med sin erfaring fra 2. verdenskrig), at der kunne ske ham og næstkommanderende noget, så måtte der være en tredie til at tage over. Det skete nogle gange, at jeg skulle overtage kommandoen, uden at de var tilstede på broen. Det var også en gang ved at gå galt. Vi havde sejlet i Skaggerak (torpedoskydning pga. de store vanddybder) og på vej hjem gennem Kattegatt skulle jeg sejle båden.
Vejret var meget dårligt med masser af regn, derfor!!!
Ved Hirsholmene nordvest for Læssø var jeg næsten ved at sætte båden på grund.
Årsagen var Decca-systemet, der i det område kunne have en stor misvisning, hvad kursen angår, men jeg slap heldigt fra det.
Senere, kort før Lillebæltsbroen (den gamle) faldt en af de tre maskiner, vi havde, ud (heldigvis havde kaptajnen taget over igen). Vi kunne næsten ikke komme igennem mellem de midterste bropiller pga. meget stærk strøm og forringet manøvredygtighed. Ud for Assens på Fyn gik det helt galt med motorerne. Vi måtte søge nødhavn. Det gør man bare ikke sådan som krigsskib i udlandet. Der måtte radiotelegraferes til forsvarsministeriet i Bonn. Derfra skulle København kontaktes, inden vi fik lov at gå i havn i Assens.
I havnen fik vi landorlov (undtagen maskinfolkene, som skulle reparere maskinerne) og tog til Skovpavillionen lidt udenfor Assens. Jeg skulle ellers have kørt fra Flensborg til Kolding. Det var en af de sidste oplevelser (først i november 1962). Knap 2 måneder senere skulle jeg hjemsendes, dvs. jeg ville emigrere til Danmark. Af denne grund fik jeg ikke spor papirer med om min tid ved søværnet, det hele blev sendt til militærkommandoen i Ansbach, hvor jeg kom fra.
I Flensborg oplevede jeg bl.a., at jeg blev syg, en mavehistorie. På infirmeriet får man så udleveret nogen piller, som ikke virker, så får man nye piller i en anden kulør osv. I weekenden skulle jeg til Kolding og påstod, at pillerne hjalp, hvad de ikke gjordte. I Kolding blev jeg rigtig syg, så syg, at jeg ikke kunne tage tilbage til Flensborg. Jeg meddeler, at jeg var syg. Jeg skulle skaffe en lægeerklæring og se at blive kureret. Det tog to uger at blive rask. Men jeg fik ingen tjenestlige problemer pga. min sygdom i udlandet. Utroligt!
Sommetider følte jeg, at jeg fik en temmelig lang snor: Da jeg gjordte tjeneste på KW2 skulle vi deltage i en manøver i Østersøen. Weekenden før denne manøver havde jeg fået orlov, for at tage til Kolding (det var sidst på vinteren).
Tidlig mandag morgen tog jeg afsted fra Kolding i min BMW Isetta 300. Vejret var regnfuld, ingen frost. Kort før Christiansfeld (ud for Skamlingsbanken) blev vejen pludselig spejlglat. Jeg kom kun langsomt fremad. Kl. 8.00 var jeg nået til Ploen øst for Kiel. På det tidspunkt skulle jeg have været om bord i Neustadt. Jeg holdt ved politikasernen i Ploen for give besked, at jeg var forsinket pga. det glatte føre. Jeg skulle vende om og køre til Kiel, Flådehavnen i Wik, men fordi der var meget hårdt vejr ude på vandet, skulle bådene blive på havet og jeg skulle køre til Flensborg, hvor man senere skulle sejle til. Men bådene kom ikke og jeg ventede en hel uge i Flensborg-Myrvig for at komme om bord. Det endte med, at jeg skulle returnere til Kiel-Wik, hvor jeg så endelig kunne komme om bord. Jeg mødte ingen kritik, skønt KW2 havde eskadrechefen om bord. Jeg forstår ikke, at jeg slap så billigt. Jeg havde da regnet med en disciplinær sag af en eller anden art.
Nå, tilbage til UW9 i Flensborg. Som sagt, skulle jeg hjemsendes.
Forresten: Om bord på UW 9 havde vi fjernsyn, tænk sig. Man kunne se dansk TV.
Her må jeg ganske kort vende tilbage til min tid på signalskolen i Myrvig:
Jeg havde bedt min mor om at sende min cykel til Flensborg (jeg havde jo ikke "bil" endnu). Så i min fritid var jeg meget undervejs på min cykel, for det meste til Danmark (dengang anede jeg ikke, at jeg skulle komme til at bo i Danmark). Jeg cyklede området nær grænsen tyndt. Bla. kan jeg huske turene til Padborg og at jeg købte danske plader (som sidenhen blev stjålet fra sommerhuset i Binderup Strand). Jeg kan også huske en tur til Vemminbund øst for Broager, hvor jeg ville bade. Det var umuligt, da vandet i bugten var fyldt med vandmænd (der var østenvind, derfor).
Tiden i Danmark (sidst i 1962 til idag, i øjeblikket den 18.3.2009):
Det var i julen 1962. Jeg skulle hjemsendes til Kolding og det gør man ikke bare sådan. Forinden måtte jeg søge om opholdstilladelse hos Det Danske Generalkonsulat i Hamborg. Jeg fik jo min opholdstilladelse pakkede min søsæk og kørte til Kolding, som så mange gange før. Men denne gang gikdet ikke så glat, det var nemlig blevet vinter og bakken nord for Hoptrup kunne min Isetta ikke klare (jeg havde jo ikke vinterdæk). Jeg måtte køre en tur mod nordøst, for at komme udenom banken.
Inden jeg emigrerede, i efteråret 1962, udtrådte jeg af den katolske kirke ved rettens mellemkomst. Det skulle lyses i 4 uger. Der kom ingen indsigelser. Da jeg var i Kolding, talte jeg med Pastor Anker Sølling ved Skt. Nicolaj Sogn. Efter en times samtale, hvor jeg bl.a. blev gjordt opmærksom på, at Jomfru Maria havde slet ingen betydning i den Danske Folkekirke, fik jeg en ny dåbsattest. Hvis jeg ikke var konverteret, var jeg blevet eksommunikeret, dvs smidt ud af den katolske kirke. Jeg valgte at gå selv.
Inge og mig havde købt et mindre hus på Sundeved 3 i Kolding for omkring 50.000 kr. For at alt havde sin orden, måtte min BMW Isetta synes og vurderes hos motorkontoret, Told og Skat skulle have sin andel (den var jo importeret). Den blev så indregistreret (YH 30 772). Jeg beholdt den til 1965, hvor jeg solgte den til en ophugger: Jeg fik 400.- kr. for den. Vi købte så en hvid Ford Taunus 12M med forhjulstræk. I 1970 blev den byttet til Ford Taunus 1600 (blå), efter 3 år blev det så en Ford Cortina 1600 (blå). I 1976 købte vi en Simca 1380 (bronzefarvet), som efter 5 år blev til en Mazda 626 (grøn), som efter 3 år blev byttet til en ny hvid Mazda 626. Mazdaen var meget lav og pga begyndende rygproblemer blev den byttet til en brugt VW Golf 1,8 CLfra Helle Biler (det var Jens Boesen , jeg købte den af, den nuværende KIF Håndbold - direktør). Lidt efter at Inge havde fået kørekort, købt jeg en meget brugt Mazda 323 fra engang i 70erne (gul, senere malet om til rød). Den blev sidenhen byttet ud med en Renault 5 (gul) og senere købte jeg endnu en Renault 5 (sort), som Jan fik at køre i. I 1997 fik jeg udbetalt min kapitalpension (jeg blev 60 år). For pengene købte vi en ny VW Golf 1,8 GL (blå), som jeg har endnu. Det var noget om de biler, jeg ejede.
Nu skal jeg tilbage til min start i Danmark:
Jeg skulle nu have en civil uddannelse. Det var moderne dengang at blive Teknisk Assistent (Byggetekniker). Uddannelsen på Teknisk Skole startetede først til august 1963. I mellemtiden blev jeg ansat hos en blikkenslager (rørlægger) ved navn Anton Matzen. Det var et spændende arbejde, vi lavede private vandværker, satte centralvarmekedler op, installerede radiatorer, lavede varmeanlæg i drivhuse etc.
Til august begyndte så skolen og heldigvis var der netop blevet indført danske lærbøger (før var det svenske). Jeg var så heldig stillet, at jeg havde lært dansk på Berlitz School i Hamborg, da jeg var der på BW-Fachschule. Så jeg havde ingen sprogproblemer. Den første del af uddannelsen var som maskintekniker og som byggetekniker. I januar 1964 skulle vi et år i praktik. Jeg kom til Jydsk Beton Elementfabrik i Soneberg, Bramdrupdam på tegnestuen. Der skulle laves elementtegninger til søjler, bjælker, facadeelementer, dækelementer, bukkelister til jernarmeringen osv. En af mine opgaver var også telefonsamtaler
på tysk, oversætte breve og tilbud til tysk (Jydsk Beton havde en stor eksport af betonelementer til det tyske market).
I Januar 1965 skulle jeg tilbage til skolen igen. Nu var det udelukkende byggeteknik, vi skulle beskæftige os med, vi skulle nemlig vælge linie. Andre valgte maskinteknik og driftsteknik.Til sommer var der afsluttende eksamen. Jeg klarede mig fint, jeg fik et snit på 6,92 (efter den tekniske 7-skala). Nu skulle der findes arbejde. Jeg søgte job på Jydsk Beton og fik det.
Jeg kom ikke på tegnestuen igen, men i kalkulationsafdelingen, hvor de enkelte projekter skulle beregnes og prissættes. Jeg kan huske et specielt tilfælde: Vi skulle afgive et tilbud på altanbrystninger til Gellerupplanen i Århus.
Jeg stod for udregningerne. Vi fik ordren, men lå 1,2 mill. kr. under den næstbilligste. Havde jeg regnet forkert? Heldigvis ikke, vi anvendte bare en anden fremstillingsmetode, som var billigere.
Jeg havde igen med det tyske market at gøre. Bl.a fik vi mange besøg fra Tyskland (entreprenører, arkitekter, rådgiv. ingeniører, bygherrer, politikere, som jeg skulle vise rundt i fabrikken og tage ud at spise med på Bramdrupdam Kro: "Lidt men godt" for det meste.). Efter et stykke tid blev jeg salgsleder for det tyske market med løn 50% i kr. og 50% i DM (lavere beskatning). Det førte en del rejser til Tyskland med sig.
Jeg var ikke hel tryg ved situationen: de gode tider kunne ikke blive ved. Jeg ville læse til HD på Købmandsskolen i Kolding. Jeg startede med Engelsk på højt niveau om aftenen. Min engelsklærer, frøken Bodil Bogh, foreslog mig at læse til handelslærer istedet for HD. Så skulle jeg også have Tysk på højt niveau (det skulle jeg altså). Handelslærerstudiet var et privatiststudium med kurser i ferierne. Til eksamen dumpede jeg i tysk, jeg skulle aldeles ikke tro noget om mig selv. Men anden gang blev jeg nærmest båret igennem eksamen. Jeg havde jo fået min dukkert. Der var også en praktisk undervisningsdel, hvor man som føl
fulgte en lærer i timerne og også selv skulle undervis. Den eksamen gik glat.
Jeg havde allerede i 1968 begyndt at undervise i tysk på FOF Aftenskole i Kolding. Jeg havde også et hold maskinarbejdere til teknisk tegning.
I 1973 fik et aftenhold på Kolding Købmandsskole (jeg var nu jo færdig uddannet og havde bestået min 2 bifagseksamen også).
I 1973 begyndte krisen at kradse (energikrisen med ingen bilkørsel om søndagen bl.a.). Eksporten til Tyskland stoppede næsten med dags varsel. Jeg fik istedet for overdraget styringen af lageret. Det var kun en stakket frist, formodede jeg.
Jeg søgte og fik ansættelse som lærer på Købmandsskolen i Kolding (august 1974), så jeg sagde mit job på Jydsk Beton op (jeg fik at vide, at jeg var blevet fyret til påske næste år).
Jeg fik kun 2 klasser på Købmandsskolen, det kunne jeg ikke leve af, selv om Inge arbejdede som defektrice. Men jeg havde 3 aftenhold hos FOF og fik også et Hold hos VUC Kolding. En kollega fra Vejle Handelsskole var forstander for VUC i Vejle og han kendte mig fra den tid, hvor jeg var "på græs" på Vejle Handelsskole. Han tilbød mig 2 hold på VUC. Så kunne det løbe rundt.
August 1975 fik jeg fuld tid på Kolding Købmandsskole. I mellemtiden havde jeg taget en overbygning til handelslæreruddannelsen på Handelshøjskolen i Århus.
Så jeg kunne tilføje et ED (Erhvervssproglig Diplomuddannelse, en bachelor uddannelse) til mit navn. Det gav ret til at undervise på handelsgymnasiet. Nu fik jeg fast ansættelse på Købmandsskolen, men skulle have et fag til: Jeg valgte samfundsfag (erhvervsret og nationaløkonomi). Jeg forsatte også med at undervise om aftenen på skolen, men alle andre undervisningsjob udenfor skolen skulle jeg opgive (træerne må ikke vokse op i himlen).
Jeg glemte helt at fortælle, at vi i 1965 solgte huset på Sundeved, vi havde bygget på Drosselvej 39 (et såkaldt "Esbjerg"hus) i det nordlige Kolding, hvor vi så flyttede til (det var i nærheden af svigerforældrene, der havde solgt Dyrehavevej 180 og havde købt Solsortevej 36). Vi havde købt den sidste grund i gaden for den dengang nette sum af 10.000.- kr. Da byggeriet skulle starte, fandt man ud af, at der tidligere havde ligget en gammel mergelgrav. Der skulle en slags pilotering til: Det gjordte KOH med et mastebor, hullerne blev fyldt med beton og jern og fundamentspladen skulle armeres. Det var ligesom en hat, der blev etableret. Så kunne huset rejses. Senere byggede jeg en garage, en læmur og en vinterhave efter samme pricip.
Den 17. februar 1969 blev vores søn Jan født. Han kom til at hedde Jan, da det er et internationalt navn: bl.a. i Holland, Tyskland, England (Ian), Tjekkiet (der findes en del Jan Riedl på hjemmesiden
www.Riedl.cz.)
I 1968 havde vi købt en byggegrund i det nyudstykkede område Julianelyst i Bramdrupdam. Jeg lavede selv tegningerne til huset og jeg ville selv stå for byggeriet. I løbet af 1969 fik jeg, med svigerfar Sofus Laursens hjælp, støbt fundamenterne. Mere blev det ikke til, da vinteren 69/70 var streng og lang. Først engang i april 70 var frosten af jorden og vi kunne fortsætte. Jeg fik kun fremmed hjælp til de autoriserede byggeopgaver (el, VVS, kloak). Skalmuringen af huset stod en murer for, og taget (skifer) blikkenslageren, ruderne satte en glarmester i. Alt det andet var "gør det selv" arbejde.
Der var jo et byggeboom i de tider, så det var ikke let at skaffe materialer og jeg måtte også tit købe andre produkter end dem, der stod i materialelisten (vinduer, indv. døre etc.). Husets indervægge og bagmure var færdigstøbte elementer fra Harbjerg Beton, Brørup, spærrene kom fra Struktomatik, vinduerne var fra Horizont (Hjørring), indv. døre leverede Grønborg (Scadania), udv. døre og 2 vinduespartier (Peter Nielsens standard) var fra Centrum i Åbenrå, ruderne fra belgiske Thermopane.
Efterhånden blev tiden knap, da svigerforældrene skulle overtage huset på Drosselvej og havde solgt deres på Solsortevej. Først i november 1970 var vi nødt til at flytte ind, skønt der ikke var sat indv. døre i (leveringsvanskeligheder). Jeg var den første, der begyndte at bygge i området, men var den sidste, der blev færdig, jeg var jo selvbygger.
På skolen gik alt sin vandte gang, bl.a. med en del studierejser til Berlin, Prag og flere gange til Rom. Rom bliver man aldrig færdig med at besøge. Inge og jeg har også været der. Gunhild og jeg har også besøgt Rom. Det var første gang, at jeg fløj til Rom, ellers har det altid været med tog.
Jeg var også impliceret i Købmandsskolens kursuscenter. Jeg underviste bl.a. på Dandy (det nuværende Gumlink) i Vejle, hos Wuerth Skruer i Kolding og Brødrene Eegholm i Sønderborg (de kom godt nok på skolen i hver uge). De må have været tilfredse med undervisningen: De kørte fra Sønderborg, forbi Åbenrå og Haderslev (hvor der alle tre steder er en Handelsskole) til Kolding.
Vi havde også kontakt til en handelsskole (BBS I: Berufsbildende Schulen) i Delmenhorst (Koldings tyske venskabsby). Det førte en del udvekslingsophold med sig, hvor vi tildels var der og de var her. For mig var det spændende at opleve den tyske måde at undervise på igen. Det kan ikke sammenlignes med den danske undervisningsmåde. Dernede er der kæft, tritt og retning og alligevel har de ikke rigtig styr på tingene. Der kunne næsten skrives en hel afhandling om måden at undervise på i Tyskland og i Danmark.
Mens jeg var på skolen blev der nogle gange sendt bud efter mig fra domhuset, som ikke lå langt fra skolen. Jeg skulle tolke flere gange i kriminalretten. En enkelt gang også i civilretten.
For et reklamefirma i Vejle har jeg også flere gange indtalt tekster på tysk til deres reklamefilm.
I begyndelsen af 90erne startede en kollega (Stine Dahl) og jeg med at skrive en lærebog til Tysk, niv. 2, en bog med handelsbreve og et arbejdshæfte. De solgte godt i en del år og indimellem kommer der stadigvæk en lille sum fra Copy Dan.
Det var ikke første gang, at jeg beskæftigede mig med det emne. Nogle år tidligere oversatte jeg en af Gyldendals børnebøger for et tysk forlag (det var ikke nogen guldgrube: 20 DM og 8 eksemplarer af bogen).
En eller anden udtalte sig engang om, hvad man skulle opnå i livet: At bygge et hus, plante et træ, skrive en bog og avle en søn. Så er der jo ikke mere at opnå.
Da vi boede på Drosselvej og jeg havde bygget garagen med redskabsrum, begyndte jeg med at avle chinchillaer (små sydamerikanske pelsdyr), jeg var endda momsregistreret. Men jeg var ikke så god til at aflive og pelse dem. Da der kun var ungifter og ingen indtægter, accepterede skattevæsenet det ikke længere og jeg måtte opgive efter nogen år.
Det var i og for sig min hobby at bygge, så i 1980 købte vi en sommerhusgrund i en ny udstykning ved Binderup Strand nedenfor Skamlingsbanken. Det var Binderup Strandpark 78. Jeg lavede igen selv tegningerne og stod for byggeriet.
Jeg var selvbygger med ungtagelse af det autoriserede (el, VVS, kloak). Murer- arbejdet stod jeg dennegang også for. Huset blev opført i gasbetonsten. Der var bl.a. varmegenvinding (en slags Genvex) og gulvvarme i badeværelset.
Vi lejede huset en del ud, først gennem Lars Larsen (han forærede os dyner til sommerhuset og en rejse til en person til Agios Nicolaios på Østkreta), så Novasols samarbejdspartner Dansommer og til sidst Dancenter.
Jan og Jill boede også en tid i sommerhuset indtil kommunen satte en stopper for det.
Her må jeg indskyde noget, jeg havde glemt: I 1988 startede jeg et oversættelsesfirma: RIMA Teletrans, oversættelse af primært breve og tekster fra dansk til tysk fra dag til dag: det var fidusen. Jeg fik opgaven per fax eller også først per mobiltelefon og kunden skulle have oversættelsen allerede næste dag. Jeg havde computer, fax og mobiltelefon og var momsregistreret. Efter 11 år (i 1999) måtte jeg lukke firmaet, fordi jeg gik på efterløn/pension.
Jeg forsøgte også med fjernundervisning, RIMA Teleskole. Det var ingen succes.
Her vil jeg også lige komme ind på et andet emne, nemlig biler, mine biler: Jeg har jo allerede fortalt, at jeg i 1959 blev motoriseret, da jeg fik min BMW Isetta.
Jeg tog den med til Danmark og beholdt til 1965.
For 15 år siden købte jeg en BMW Isetta 300 igen (ren nostalgi). Jeg (og Jan) hentede den i Sønderjylland, i nærheden af Rønshoved. Det var den engelske udgave med 3 hjul (2 foran, et ibag). Bremsesystemet var Girling (Ate i ten tyske udgave) og en del andre forskelle. Jeg fik selv renoveret den efter alle kunstens regler og nu står den der og venter på at blive solgt på et tidspunkt, dvs. den er til salg, hvis nogen er interesseret (til den rigtige altså).
Opsamling: Vi havde faktisk altid haft katte (også i Tjekkiet, hvor vi også havde en jagthund), helt til 1981, hvor vi købte en sort Pomeranier (Mik af Kongennsbro), som kun blev otte år. Kort efter kom Jan og Jill med en tilløben hundehvalp fra Binderup, en sort flatcoatet retrievertæve, som vi/jeg havde helt til oktober 2003, hvor den døde.
I 1995 solgte vi sommerhuset og investerede i noget timeshare (Rhodos, Gomera).
I 1999 benyttede vi os af dette bytteferiesystem, da Inge blev 60. I Påsken inviterede vi Jan og Jill og børnene med til Mallorca, hvor jeg gennem RCI havde fået to fine lejligheder i Cala Pi Nou på sydkysten. Vi fik også 2 udlejningsbiler, så vi kunne opdage øen.
Efter hjemkomsten skulle Inge til Skejby Sygehus, til en undersøgelse vedr. udskiftning af den kunstige hjerteklap, som hun havde fået 10 år tidligere. Det var sidst i juni. Hun skulle genopereres i november 1999, men den 1. juli ved middagstid døde hun af hjertestop (hed det sig).
Tre uger før, den 9.6.99 var jeg gået på efterløn, fordi Inge havde sagt, at hvis vi skulle få noget ud af resten af livet, så skulle jeg holde nu (hun var gået på efterløn 2 måneder før). Det skulle altså ikke gå sådan.
Inge var blevet født med en hjertefejl (hul i hjertet), som man ikke kunne gøre noget ved dengang. Først i 1975 blev hun opereret på Århus Kommunehospital, hvor hullet i hjertet blev lukket. Ved denne syprocess blev der syet "med lang tråd", hvorved nogle tråde, der styrer hjerteklapperne, blev revet over. Dette medførte med tiden åndetrætsproblemer, som efter en del fejldiagnoser blev afhjulpet med en kunstig hjerteklap. Inge kom altså af dage pga. lægesjusk, men når systemet undersøger sig selv, så er der ikke noget at gøre.
I september 1999 var jeg med på en pilgrimsrejse til Israel og Palæstina. Det var en meget spændende og interessant rejse og en god adspredelse ovenpå det, der var sket.
Jeg var ikke den store madkunstner og var lige gået på efterløn, så det var ikke nemt, at sidde i huset. Så efter et år fik jeg to logerende, Alice og hendes datter Monika. Madproblemerne var løst, men at få hjælp til huslejen, det var så som så. Jeg måtte se i øjnene, at jeg på et eller andet tidspunklt skulle af med huset.
I november 2000 lærte jeg Gunhild fra Glejbjerg at kende og i foråret 2001 tog vi på en rundrejse til familie i Tyskland (mine kusiner Gretel og Inge i det tidl. Østtyskland og Trudi ved Salzburg). Min mor besøgte vi også. Vi var også forbi stedet i Tjekkiet, hvor jeg blev født, men huset er væk. I oktober ville vi besøge min søster i El Paso i Texas. Kort før vi skulle afsted, døde min mor, to dage efter hun var kommet på plejehjem.
Som sagt, skulle vi besøge min søster i USA. Vi kombinerede det med et ophold i Florida (gennem RCI). Så kunne vi også finde ud af, om vi kunne holde ud at være sammen. Det var forresten 1 måned efter nine elleven (11.9.01), vi skulle afsted.
Der var god plads i flyet.
Den 11.10.01 fløj vi fra Billund til Frankfurt og så videre med US Air til Philadelphia og derfra til Orlando i Florida. Jeg havde lejet en bil i otte dage gennem Avis i Kolding og det virkede. Bilen (med automatgear) stod klar i lufthavnen i Orlando. Vi landede kl. 10 om aftenen og skulle så køre ind til byen for at finde et hotel. Det ville min søster ikke booke for os. Det var ikke noget problem, sagde hun.
Vi fandt da også et sted, Ameri Suits. Et godt og fhv. dyrt hotel.
Næste dag skulle vi finde den Time Share-lejlighed, jeg havde fået tildelt (Vistana Resort) udenfor Orlando. Vi blev indkvarteret og kørte allerede samme dag til Kennedey Space Center, som lå ude ved kysten. Det er der, hvor rumfærgerne bliver opsendt fra. Det var en spændende oplevelse.
De næste dage gik med besøg i Alligatorland, Splendid China (en slags Minichina), Disneyland (der er fire af den slags). Vi besøgte det, der hedder Epcot, hvor forskellige lande har pavillioner, der fortæller om deres land. Danmark var ikke repræsenteret. Vi besøgte bl.a. den japanske, chinesiske, norske pavillion.
Efter en uge skulle vi så flyve videre til El Paso i Texas. Vi skulle møde 3 timer før afgang og desuden aflevere bilen. Vi skulle derfor meget tidlig op, da der også skulle checkes ud. Men alt gik godt.
Flybilletten havde min søster sørget for: Det var kun en bekræftelese sendt pr. fax, men det var nok. Vi mellemlandede i Albuquerce i New Mexico. I El Paso blev vi afhentet af min søster og min svoger.
Vi indkvarterede os på ...Lodge Motel i nærheden af Gerda. Vi ville klare os selv, så vidt muligt. Jeg fik min svoger Gils bil stillet til rådighed (en Bel Air Chevrolet, med automatgear igen).
Udover at vi nogen gange spiste ude sammen med dem og besøgte dem nogle gange, klarede vi os selv. Vi besøgte bl.a. White Sands i New Mexico, et naturreservat med hvide sandklitter, udstilliger etc. Vi var også til vinsmagning i La Vinia, besøgte stedet, hvor Billy the blev skudt og meget mere. Da vi en dag var ude at køre i "Apacheland", holdt vi ind og spiste et sted, hvor en indianersqaw lavede og serverede mad (Indianske tortillias). De smagte godt og vi spiste op. Vi var de eneste, der gjordte det. Alle andre levnede. Indianerdamen kom hen til os og sagde, at det glædede hede, at vi kunne lide hendes mad.
Så oprandt dagen, at vi skulle hjem igen.
Kommet hjem igen, begyndte jeg at komme mere og mere til Glejbjerg. Huset på Brynet 69 i Bramdrupdam kunne ikke sælges endnu, fordi min søn Jan og hans familie skulle bo der indtil 1. 7. 03. De var i gang med at bygge i Vester Nebel og havde solgt huset forinde. De skulle have et sted at bo midlertidig.
Huset blev alstså solgt pr. 1. 7. 03 og jeg flyttede permanent til Vester Terplingvej 9 i Glejbjerg. Så var den æra slut, men jeg kommer der stadig for at besøge min gamle naboer.
Hvad USA angår, var det ikke første gang at jeg havde været der. Da Jan blev konfirmeret, fik han en tur til USA. Ham og jeg besøgte min søster og svoger i El Paso i 1987. Vi fløj fra Kastrup med SAS til Los Angeles og så med Southwest Airlines over Phoenix i Arizona videre til El Paso. Dengang boede vi hos min søster og blev kørt rundt til forskellige steder i hendes Ford Mustang.
I 1997 var Inge og jeg også derover og boede på ....Lodge i nærheden af Gerda.
Der besøgte vi også White Sands, Carlsbad Caverns, Rocky Mountains (Franklin Mountains) m.m.
Dengang fløj vi med British Airways fra London til Dallas og med Delta Airlines vider til El Paso. Denne tur var lidt nervepirrende. Vi fik ikke starttilladelse fra England (Gatwik) og kom således lidt sent til Gatwik. Vi skulle skynde os meget. Da vi så kom til gaten, fik vi at vide, at den var "closed", men så fik vi alligevel lov, til at gå om bord, men det var ikke sikker, at bagagen kom med. Flyet blev dog holdende i en times tid, fordi "a little wire was broken" (meget betryggende!!)
Det endte med, at vi kom for sent til Dallas. Da vi landede, startede vores fra Delta Airlines. Vi måtte vente til næste dag. Vi kunne have forlangt at komme med det næstbedste fly (sådan bliver man klogere).
Nu skal USA eventyret afluttes og Glejbjerg eventyret fortsætte.
Jeg havde jo flyttet alt min habengut ud på gården og beskæftigede mig med renoverigen af stuehuset: nye døre, nye fliser i badeværelset, nye WC´er, Varme i gulvet i badeværelset ovenpå, fransk dør mellem de to stuer, terrassedør, nyt gulv, nye lofter, nyt fyrrum, vi malede huset hvidt og meget mere.
Jeg skal også lige huske at fortælle lidt mere om, hvordan vi udnytter mine time share muligheder. Jeg har lov til at bytte mig til lejligheder rundt om i hele verden (det koster kun et byttegebyr på ca 1.000.- kr), men problemet er at komme dertil. Så vi bytter os til steder, som vi kan køre til. I 2005 var vi i Rågeleje (8 dages cykelferie), i 2006 var vi i Gatten Golfcenter ved Års (8 dages cykelferie), i 2007 var vi i Skagen, Jekels Hotel (8 dages cykelferie) og i 2008 var vi i Kalvehave ved Møn (8 dages cykelferie) og om efteråret i Ekerum Golfcenter på svenske Øland (også 8 dages cykelferie, men her havde vi ikke vore egne cykler med, der hørte to til lejligheden). I efteråret i år skal vi til Fanø (igen på 8 dages cykelferie). I efteråret 2011 skal vi til Løkken.
Ved en julemesse i Glejbjerghallen kom jeg i kontakt med Åstrup Biavlerforening (Leo Fyhn). Så begyndte jeg som hobbybiavler. Efter et kursus i biavl på Askov-Malt Skole, fik jeg mine første to stader af Leo, senere to trugstader mere fra Varde. De stod på Vester Terplinvej og ind imellem på Lyng i Blåvand: Det er herligt at spise sin egen honning og sælge og forære lidt af den til familie, venner og bekendte. En del honning får jeg også solgt i sommerhuset, især til tyskere.
Så kom den store omvæltning for mig efter 6 år på gården.
Men inden jeg begynder på dette afsnit, må jeg lige vende tilbage til den 1. 4. 2005. Her overtog jeg det sommerhus jeg havde købt for de penge, jeg havde fået ud af salget af huset i Bramdrupdam. Det var et lidt forsømt hus, så der skulle gøres en del, forat at det var acceptabelt. Der skulle males både indvendigt og udvendigt. Og efterhånden skulle forskelligt skiftes ud. Varmvandsbeholderen nærmest eksploderede og ødelagde emhætten og komfuret. Køleskabet skulle også fornyes. Jeg satte nye vinduer i mod øst.
WC`et blev skiftet ud, en ny radio skulle der til og et fladskærms-TV. Nye senge var der påkrævet i alle værelser, stuemøblerne blev skiftet ud på nær spisebordet. En mikrobølgeovn, børnehøjstol og børneseng var der ikke. Det eneste, der ikke er skiftet endnu, er brændeovnen (indtil videre). Huset, som ligger på Bjerregårdsvej 275, har en meget stor overdækket terrasse. Så jeg søgte kommunen om at måtte inddrage en del af terrassen til beboelse. Jeg fik lov til det, men med det pålæg, at huset ikke måtte beboes af flere end 4 personer. Det undrede mig, men så kunne jeg se på de oprindelige tegninger, jeg havde fået fra kommunen, at et af soverummene var deklareret som hobbyrum. Jeg havde altså købt et hus til 6 personer, som kun var til fire. Jeg havde tegnet en ejerskifteforsikring hos Nykredit og anmeldte sagen. Det trak ud i halvandet år og endte med afslag. Nu sagsøger jeg Nykredit og ejendoms-
mægleren (Nybolig) for i første omgang at få dækket de udgifter, jeg havde med at få etableret en større septic tank (til seks personer). Næste gang må jeg sagsøge dem for de omkostninger, der opstår i forbindelse med lovliggørelsen af hobbyrummet (redningsåbning: større vinduer eller dør til det fri, isolering af gulvet mm.).
Jeg har fået afsluttet byggeriet med det ekstra rum på terrassen og et ekstra isoleret redskabsrum.
Nu venter jeg bare på rettens afgørelse og så må jeg se videre.
Per 1. 7. 2008 havde Gunhild solgt Vester Terplingvej 9 og vi skulle flytte til Borgergade 48, som Gunhild for knap ti år siden havde købt efter Jørgens tragiske død.
En betingelse ved salget af gården var, at bierne forsvandt omgående. Så jeg var gået i gang med at finde et egnet sted. Jeg snakkede med Niels Peter Ravn, om jeg måtte flytte mine bier til hans plantage på Stødbækvej (jeg har tidligere haft dem stående der). Niels Peter Ravn var indforstået. Så var det problem løst, indtil videre.
I Borgergade var der ingen garage, så vi søgte kommunen om tilladelse til at opføre en dobbelcarport med redskabsrum.
Jeg købte den hos Fa. Davidsen i Vøjens og skulle selv opføre den. Det lykkedes, som alle tidligere projekter. Jeg isolerede bl.a. redskabsrummet efter alle kunstens regler.
Der er dog stadigvæk et problem: Jeg har for lidt plads.
Da vi flyttede, fik jeg lov til at benytte det gamle posthus ved siden af os som depot. Resten af mine sager fik jeg lov til at deponere hos Peder Christian Ottosen.
Her må lige tilføjes, at Gunhild ville udvide Borgergade 48 men en udestue. Jeg måtte ikke bygge den, der skulle professionelle folk til. Et firma fra Egtved fik opgaven og deres tømrer Finn stod for det meste af det. Udestuen blev færdig, inden vi flyttede.
Jeg havde i sinde at købe posthuset, når/hvis det skulle sælges. Forleden var det så vidt, men ak nej: af forskellige årsager, jeg ikke vil komme ind på, blev det ikke til noget. Nu har jeg det problem, hvor jeg skal hen med alt det, der er deponeret der?
Her står jeg nu den dag idag, torsdag den 26. 3. 2009.
Et skal der måske lige nævnes: Igår skulle jeg i præstegården fortælle om mit liv.
Indholdet var nogenlunde det, man kan læse her på hjemmesiden.
Udover nogle enkelte redigeringer sker der ikke noget foreløbigt og dog ...
Fredag, den 27. 3. 09: Det der følger fra nu af, bliver nok nærmest en slags dagbog. Imorges kl. 10 var vi inviteret til Inger og Harald (Viuf) sammen med Gurli og Peter Christian, Thomas og Tove og Ellen og Villy. Jeg skulle køre lidt før, da jeg for nogen tid siden havde aftalt at mødes i sommerhuset med to tømrere og en vurderingsmand, rettere -kvinde fra Danske Bank. Hver til sin tid. Tømrerne skulle give tilbud på lovliggørelsen af det efterhånden berygtede hobbyrum som soverum. Gennem omvurderingen skal der skaffes likvide midler.
Tømrerne skulle også give tilbud på en ødelagt køkkenbordplade og på nye vinduespartier og døre. Jeg spurgte dem også, hvad de skulle have haft for den udvidelse, jeg selv havde stået for. Begge to sagde uafhængig af hinanden: 50.000 kr. (jeg selv gættede på 49.000kr.: 7 m2 x 7.000 kr.).
Lørdag, den 28. 3. 09: Nu må jeg se, om jeg kan holde den kørende, det med "dagbogen". Kl. 12 var vi inviteret til Anna Lykkes 60års fødselsdag i Glejbjerg forsamlingshus. Der var en hel del folk med, vi fik god mad og drikke og en god snak. Resten af dagen gik såmænd uden noget specielt. Efter vi havde set krønniken, slukkede vi lyset og fjernsynet i den forblevne halve time (det skulle man jo helst gøre, gadebelysningen var enda slukket i en time). I nat stilles der om til sommertid, så vi skal en time før op.
Ideen med at forsætte min beretning som en slags dagbog er måske ikke så god: Der sker nok for lidt de enkelte dage, men lad mig gøre et forsøg, så kan vi se videre. Måske springer jeg nogle dage over eller slår nogen dage sammen.
Søndag, den 28. 3. 09: Så er der sommertid. Dagen idag bød ikke på så meget. Jeg fortsatte i haven med at skrælle græstørv af ned til carporten og Gunhild begyndte på sit blomsterbed. Vejret var ellers dejligt. Efter kaffetid cyklede jeg ud til bierne på Stødbækvej for at tilse dem, de skulle have noget foder(dej).
I aften skulle vi spise med de fleste fra billardklubben på Hotel Glejbjerg. Det var en afslutningsmiddag.
Jeg kan ikke huske, om jeg fortalte om at jeg i efteråret sammen med Leo Fyhn havde begyndt at spille keglebillard (som kun spilles i Danmark, fik vi at vide iaften) i Glejbjerg Billardklub. Efter nogen tid opgav Leo, men Hans Thomsen ville være med istedet for. Vi er jo nybegynder, men skal nok komme efter det. Hans Thomsen og jeg blev enige om, at vi skulle fortsætte med at træne mandagaften.
Mandag, den 30. 3. 09: Imorges fortsatte jeg med mit nuværende projekt, at skrælle græstørv af. Over middag skulle jeg til Vejen, Huset for frivilligt arbejde, hvor vi havde afslutning med, at Gerda (lederen i huset) viste billeder fra en rejse til Indien, arrageret af dansk- indisk forening, som sponsorer pigers uddannelse, her i Tamil Nadu. Bagefter spiste vi smørrebrød og drak kaffe. Vi mødes igen 14. 9. 09. Jeg har været med i denne studiekreds i mere end tre år. Vi beskæftiger os med mange forskellige emner: Det startede med de fem hovedreligioner (religion er på en måde min kæphest), læste forskellige bøger: Vinden er min moder, Den hvide Massai, Frygtelig lykkelig og andet. Vi har forskellige foredragsholdere.
Når jeg nu var i Vejen, kunne jeg lige så godt fortsætte til Kolding, rettere Bramdrupdam, hvor jeg gik til frisør, besøgte mine gamle naboer på Brynet, Edith og Bjørn og Tove og Adolf. Inge og Hans nåede jeg ikke at besøge.
I aften skulle Hans Thomsen og jeg træne Billard, men Hans aflyste pga. hovedpine.
Onsdag, den 1. 4. 09: Aprilsnar!? Jeg skrev ikke noget igår, da der ikke var sket noget specielt, udover at jeg skrev til Ringkøbing-Skjern Kommune, for at få opklaret problematikken omkring redningsåbning i hobbyrummet i sommerhuset.
Jeg holder fra idag op med at skrive dagbog, da baglandet ikke er meget for det, så for husfredens skyld finder jeg mig i det. Fra nu af er der kun bemærkninger, hvis der virkelig sker noget bemærkelsesværdigt.
Lørdag, den 12. april 09: Så er det påske, dejligt vejr.
Jeg har fået et tilbud på det der skal laves i sommerhuset og venter på et par mere. Ringkøbing-Skjern Kommune har også svaret vedr. problemet med redningsåbningen i "hobbyrummet " i sommerhuset. Så hvad det angår, så er alt på det rene nu. Så noget er der sket. Forresten har der været den 9. april: Det er 69 år siden, at det skete, men man gjordte ikke noget ud af det nogen steder. Nu skal vi se, hvad der sker den 4. maj.
Arndt, Leo og jeg var i skolebigården og udtog 3 Nosema-prøver (ville kræve en større forklaring).
Her i forbindelse med påsken kom jeg i tanker om noget: dengang hjemme i Tjekkiet blev der før påske sået korn i skåle og så til påske blev der anbragt malede påskeæg imellem de grønne spirer. Der blev også gemt påskeæg ude i haven, som vi skulle finde.
Når jeg pludselig husker noget igen, skriver jeg det ned. Om det så kan redigeres senere, må jeg se hen ad vejen.
Efter påske, senere på året, da der kom små æbler på min fars fine frugttræer (lavstammede gråstenæbletræer), kørte jeg rundt med min trækvogn og plukkede dem. Det var ikke så godt: der faldt brænde ned.
Torsdag, den 23. 4. 2009: Jeg lovede at vende tilbage, hvis der var noget at skrive om: Jeg har fået et tilbud på installation af luftbåret bredbånd, ikke her på adressen, men i sommerhuset på Bjerregårdsvej 275: Gratis installation og de første 6 måneder ligeledes gratis. Så kan man senere gradere ned eller op eller melde fra. Det lyder da godt. Systemet hedder Skyline (
www.skyline.dk). Der er ingen kabler, der skal graves ned, kun en antenne på taget og en boks indenfor. Tilslutning af computeren med netværkskabel. Det er tænkt som en sevice for lejerne. Nu får vi se, om det slår an. Installationen sker indenfor de næste 3 uger.
Sidste nyt med luftbåret internet i sommerhuset: Det trækker ud, da de skal have sat nogle nye master op i området. Der skulle ellers være god dækning. Succesen er nok kommet bag på dem. Nu skal der ske noget den 1. 5. 2010. Jeg har også bestilt systemet til Borgergade 48 (man kan jo altid sige fra).
Jeg har ellers hørt fra retten i Herning mht. til sagen ang. sommerhuset. Nu skal de pludselig have flere sæt af stævning og bilag. Da jeg afleverede det hele i retten i Esbjerg, var det ellers godt nok, men det er en anden retskreds og så er der nok andre regler. Jeg har ihvertfald sendt det, de ønskede. Nu skal der bare ventes igen.
Jeg har endnu ikke lagt nogen billeder ind på siden, men det kommer. Hav tålmodighed med mig.
Nu lykkedes at lægge nogle billeder ind i albummet, men teksterne dertil vises ikke, hvad det så skyldes. Kommer tid, kommer råd!
Idag, den 23. 11. 09 har revideret og rettet i den første del af min Riedlogie. Jeg håber, at kunne fortsætte med det i de nærmeste dage.
25.11.09: Jeg glemte at fortælle, at jeg for en måned siden fik overført mit sagsanlæg til en anden afdeling i retten. Den var for kompliceret som småsag.
Efter et telefonmøde fik jeg af en dommer pålagt at skaffe en advokat. Det blev Thomas Harder fra fa. Helga Madsen mfl. Fri process blev der ikke noget af (jeg tjener for meget) og og retshjælpforsikringen for sommerhuset (Top Danmark) kan jeg kun få, hvis jeg går videre til de forskellige ankenævn. Så nu venter jeg på deres afgørelse/afvisning. Advokaten er med på sidelinien.
Jeg er spændt på, hvordan denne sag ender. Jeg har ikke i sinde at give mig.
Forsikringsankenævnet har svaret, at de ikke kan gå ind i sagen, da der verserer en retssag. Det har vi meddelt Topdanmark.
Ejendomsmæglernævnet har endnu ikke ladet høre fra sig.
Sælgeren af sommerhuset (den anden sælger er død) skal nu også stævnes. (29. 12. 2009).
Hej! Så, nu er det den 1. januar 2012. Det er længe siden, at jeg har beskæftiget mig med min hjemmeside. Det er retssagen, der har overskygget alt andet. Nu er der afsagt dom, desværre ikke til min fordel.
Jeg får eksporteret dommen til min hjemmeside, så kan interesserede orientere sig. Jeg skal nok også kommentere den.
Her kommer dommen til at stå, håber jeg.
23.01.2012: Det kunne ikke lade sig gøre sådan uden videre. Man kan ikke indsætte en tekst fra email på hjemmesiden. Jeg må forsøge at indscanne teksten og kopiere den over på hjemmesiden. Når det kan lade sig gøre med et foto, må det også kunne lade sig gøre med en tekst. Kommer tid, kommer råd!!(eeler på tysk: Kommt Zeit, kommt Rat!).
12.12.2012: Det er på tide, at jeg gør noget igen ved min hjemmeside:
For godt et år siden (i uge 42 2011) var min søn Jan og 2 af mine børnebørn, Frederik og Jonas, på tur i en autocamper. Vi besøgte mine 2 kusiner i Tyskland, Gretel (Margarete), som bor ved Treuenbrietzen (Schwabeck) og Inge, som bor i Bad Lauchstädt ved Halle. Men inden det kom så vidt skulle vi besøge et Modeljernbanemuseum i Hamborg og Heidepark Soltau. Det var for børnebørnenes skyld. Tidsplanen kunne ikke rigtig holde af forskellige grunde (det med at komme op om morgenen m.m.).
Efter besøg hos kusinerne fortsatte vi til Tjekkiet, hvor vi overnattede på en campingplads ved Cheb (Eger). Vi besøgte stedet (Rudolce/Ruditzgrün), hvor vi boede i 40erne. Huset er væk pgaf brunkulsgravning, men de 2 gårde, hvor jeg havde min gang, var der endnu. Også selve landsbyen, hvor jeg gik i skole, besøgte vi. Vi besøgte også Kirchenbirk, hvor jeg blev døbt (man er begyndt at renovere kirken). Vi besøgte flere andre steder, men nåede dog ikke alt. Jeg må derned igen og blive et par dage.
Fra Tjekkiet tog vi til Tyskland, hvor vi endte i 1946 (Rügland ved Ansbach (mellem Nürnberg og Würzburg). Vi overnattede i Unternbibert (Gratis, hvis man spiste på kroen, hvad vi så gjorde). Efterhånden var vi blevet klogere mht ungerne, der ikke kunne komme op om morgenen: Vi kørte bare, købte rundstykker og pålæg i fx Rügland og spiste så morgenmad, når de så var klar (det sparede tid, hvad vi desværre for sent fandt ud af). Efter et kortere ophold i Rügland og Ansbach, hvor jeg gik i gymnasiet, fortsatte vi mod Rettenbach ved Schrobenhausen i nærheden af Ingolstadt (Audi). Men inden da skulle vi besøge Legoland i Günzburg ved Ulm. Opholdet der varede hele eftermiddagen. Der skulle bl.a. tages "Kørekort" (Jonas) mm. Da de kom tilbage, skulle vi videre til Rettenbach, men kl. var blevet så mange, at det ikke kunne betale sig (vi skulle aflevere autocamperen næste morgen i Slesvig). Vi kørte mod nord og overnattede på en rasteplads ved Rendsborg (Kl. 4 om morgenen var vi der). Autocamperen blev så afleveret uden problemer og vi kørte hjem (i min Golf).
På trods af at vi ikke nåede alt, hvad vi havde planlagt, var det en vellykket tur.
Børnebørnene (og Jan) oplevede nogle af de steder, hvor jeg havde været i mine unge dage.
Iår foreslog Jan, at han og jeg skulle tage en tur til de steder, vi ikke nåede at besøge. Det gjorde vi så i uge 42, men herom senere. Jeg håber ret snart, for nu er jeg kommet igang igen. Der kommer også nogle flere billeder og små artikler, bl.a. domsudskriften (det har jeg jo lovet).
Tirsdag, den 19. 2.2013:
Jeg vil her tilføje et afsnit om noget, jeg lige er faldet over (fortiden har på en måde indhentet mig):
Jeg abonnerer på tidskriftet "Historie" og i nr. 4/2013 var der en stor artikel over US-general GeorgeS. Patton og hans 3. armé, som var meget interessant at læse.
Jeg har personlig som 8årig oplevet 3.armés forbimarsch i maj 1945 50 m fra vores hus: Sent om aftenen en dag i maj 1945 kørte en kollonne af Shermantanks fra vest mod Prag. Lidt udenfor Byen mødte kollonnen en enlig tysk militærbil, som de åbnede ild mod (jeg så den dagen efter: den var skudt sønder og sammen). Men episoden må have forskrækket dem, de vendte nemlig om og forlod hovedvejen for at køre til Ruditzgrün (hvor jeg gik i skole) for at overnatte. Jeg kan tydelig huske flammerne fra udstødningsrørene (det var blevet mørkt) da de kørte mod Ruditzgrün. Næste dag kørte de videre til Prag.
Senere beslaglagde nogle af hans soldater stuetagen i vores hus og vi måtte flytte ovenpå (det har jeg skrevet om før). Det var en øjenvidneberetning.